Billigere mobiltelefoni i udlandet er en realitet

Priserne på udlandstelefoni falder
Fremover bliver det billigere at bruge mobiltelefonen i EU.

Send en sms til kæresten hjemme i Danmark. Opdatér Facebook-profilen med det nyeste billede fra solskinsferien. Ring til kontoret på forretningsrejsen. Fremover bliver disse aktioner betydeligt billigere for danskere i udlandet. Det er resultatet af ny roaming-aftale, som er kommet i stand under Danmarks EU-formandskab.
Baggrunden for denne aftale er blandt andet bedre konkurrence på tværs af landegrænser, udtaler erhvervs- og vækstminster Ole Sohn, der har stået i spidsen for forhandlingerne.

”Roamingaftalen er en højt prioriteret sag for det danske EU-formandskab, da den sikrer både forbrugerne og erhvervslivet beskyttelse mod skyhøje priser på mobilt internet. Herved skabes de bedste muligheder for at skabe vækst på tværs af landegrænser inden for det indre marked,”

siger han i en pressemeddelelse.

Store besparelser i vente
Priserne på internet vil komme til at falde drastisk. I dag findes der ingen aftale om fast pris på internet i udlandet, men de fleste udbydere tager 20 kr. pr. MB, men med den nye aftale, vil det allerede i juli i år koste omkring 6,5 kr. Fremadrettet vil prisen falde til under 2 kr. i 2014, så det er altså store besparelser, der møder danskerne i fremtiden.
Også sms-prisen vil falde til noget nær halv pris, når vi når 2014. I dag koster en sms fra udlandet 1,02 kr., men det vil falde til 0,56 kr. om to år. Værd at bemærke er også prisen på opkald foretaget fra udlandet, som i dag koster omkring 3,26 kr. pr. minut. Den pris falder til 1,77 kr. Hermed kan man fremover bruge løs af telefonens funktioner uden at skulle være nervøs for en kæmperegning, når kufferten, bilen eller flyet vender tilbage til Danmark igen.

Forhandlinger i sidste øjeblik
Roaming-aftalen er kommet i stand efter forhandlinger mellem Danmark som EU-formandskab og Ministerrådet og Europa-Parlamentet, som skal erstatte den nuværende roaming-aftale, der udløber d. 30. juni 2012. Meningen er, at den skal beskytte EU-borgere mod tårnhøje priser på telefoni i udlandet.

Aftalen træder i kraft den 30. juni 2012 og gælder herefter til 2022.

Both comments and pings are currently closed.

Comments are closed.